Webdesign med XHTML er skrevet for dem, der ønsker at lave hjemmesider efter de mest moderne metoder og som lægger vægt på at lave stabile websider, der er fremtidssikrede, brugervenlige og maksimalt tilgængelige. Bogen kan anvendes af både begyndere og af dem, der allerede har en baggrund i kendskab til HTML og stylesheets.
XHTML-standarden for opmærkning af websider er en videreudvikling af HTML-standarden og danner bro mellem HTML og XML-standarden, en generel standard for dataoverførsel og -præsentation. Websider konstrueret med XHTML er derfor i overensstemmelse med gældende standarder. Det er vigtigt i forhold til fremtidssikring og tilgængelighed.
Læs bl.a. om
- Forholdet mellem HTML, XHTML og XML
- Hvorfor det er godt at lave websider, der overholder webstandarderne
- Forskellene på strukturopmærkning, præsentationsopmærkning og semantisk opmærkning.
- Strukturformatering med XHTML
- Præsentationsformatering med stylesheets (CSS)
- Hvordan du layouter websider efter de mest moderne metoder
Bogen omfatter adskillige appendikser, herunder fuldstændige oversigter over alle XHTML-markører og deres attributter, samt en omfattende oversigt over elementernes stylesheet-egenskaber.
Bogen gennemgår i detaljer fordelene ved websidekonstruktion med XHTML i henhold til de standarder, der er fastlagt af World Wide Web Consortium og demonstrerer med mange eksempler og illustrationer den konkrete struktur- og præsentationsformatering af dokumenter til offentliggørelse på WWW. Et kapitel er helliget de nye teknologier, der kan tages i anvendelse for at gøre det lettere for publikum at finde informationer på nettet.